onsdag den 29. december 2010

De Gode Teboller!

Så kom vi på den anden side af julen, og vi er nu indtrådt i gråzonen mellem juledagene og nytåret... Det er sådan en mærkelig tid, og især i år med denne arbejdsgiver-jul vi har haft.
Hver dag bliver jeg overrasket over at butikkerne jo har åbent helt til 17.30, 20 og 21 som på hverdagene.

Min mand har fået en voksende interesse for at koge fond, og indtil videre er det gået ud over juleanden og en stakkels forsvarsløs kylling! -Men nu er det jo ikke hans blog, og desuden falder fond ikke ind i kage-kategorien... Jeg nyder dog hans glæde for at stå i køkkenet, og igen i aften, er det ham der laver mad, Uhm!

Vi fik besøg til eftermiddagskaffe i dag, og da gæsterne insisterede på at tage kage med, måtte jeg jo bage boller.
Ja, jeg ved godt boller heller ikke er kage, men mange gange er det dejligt med en god lun bolle inden et godt stykke kage. -Og hvem kan sige nej til nybagte boller og varm cacao på en kold vinterdag?

Denne opskrift har jeg fundet efter mange afprøvede opskrifter, og opskriften her er de aller bedste boller, hvis du spørger mig!

De Gode Teboller (16 stk.)

50 g gær
2½ dl lunken mælk
½ kg hvedemel
75 g smeltet eller flydende margarine
5 g salt (1 tsk. m. top)
50 g sukker (2 spsk. m. top)
2 tsk. kardemomme (strøget)
1 æg (og evt. 1 til pensling)

- Gæren opløses i lunken (håndvarm) mælk.
- De øvrige ingredienser tilsættes og der æltes til en ensartet dej som tildækkes, stilles lunt og hæver til dobbelt størrelse. Ca. i 45-60 min.
- Derefter trilles dejen i 2 pølser, der deles i 8 stykker hver. De formes til boller og sættes på en bageplade med bagepapir. De skal igen hæve til dobbelt størrelse. Denne gang ca. 30 min.
- Bollerne pensles med æg eller mælk og bages ved 200* i en forvarmet ovn i ca. 12 min.


Serveres sammen med en god kop kaffe, te eller cacao. De er super-gode inden en lagkage.

søndag den 19. december 2010

4. søndag i advent...

Endelig er min blog helt up-to-date, og nu bliver den offentliggjort!

Jeg vil fremover løbende opdatere den. -Mest med kager og opskrifter, og muligvis lidt gak og løjer, hvis jeg falder over noget.
Skulle det ske at du får dig "tygget" gennem alle indlæggene, vil du sikkert fornemme, at jeg har en del foretrukne opskrifter, og jeg lover, at jeg nok skal lægge opskrifterne herind med tiden eller efter opfordring ;O)
Indtil videre gemmer jeg dem til en gråvejrsdag, hvor der alligevel ikke er andet lægge ind.

Jeg håber i synes om min blog, og så vil jeg bare ønske jer alle en rigtig god læselyst!

Honningkagehus.

3. søndag i advent tog jeg hjem til en kollega, sammen med en kollega mere, og så var vi 3... -Og så skulle der laves honningkagehuse. Det blev til 5 i alt, og den slags tager altså tid. Længere tid end planlagt, så mit hus blev noget spartansk pyntet, men her er det sammen med lidt billeder bagom produktionen:


Jeg ved ikke hvorfor, men jeg blev altså hurtigt udnævnt til udruller og udstikker...

Sådan ser noget af 5 huse ud - in the makings...

Og så til det halvfærdige resultat

med rensdyr og kane

Og vinduer af bolcher, uhm!

Til næste år, bygger jeg et honningkageslot!!!

Julekage til arbejdet... nå ja, og så er den også lige sæsonens kage på DinKage.dk ;O)

Jeg fik lov til at lave sæsonens kage til DinKage.dk, og her er resultatet:



For mere info om indhold, kan I jo tage et kig her!

Charlotte, som har Din Kage, foreslog jeg bare kunne lave en dummy, hvortil jeg straks svarede: "Så bliver mine kolleger meget kede af det."

Så jeg slog altså 2 fluer med et smæk med julekagen her ;O)

torsdag den 9. december 2010

Cars-kage med Lynet og Bumle.

Til en vaskeægte Cars-fan skal der en rigtig Cars-kage til!
Her er Benjamins kage med Lynet og Bumle og den indeholder chokoladekage med 1 lag ultimate chocolate frosting og hvide chokoladestjerner.
Pynt er fondant og RI.





Vinterlig kage til familiedag ;O)

Vi skulle have familiedag i min mands familie, og så var der jo igen en anledning til kage.
Den bestod af lyse bunde, boysenbærmousse og mørk tobleronecreme. Den var smurt op med palminsmørcreme og pyntet med fondant.

onsdag den 8. december 2010

Kage til velgørenhed.

Der skulle være event i Genbrugsland og overskudet gik ubeskåret til Danmission.
Jeg blev spurgt, om jeg ville donere en kage, og selvfølgelig ville jeg det.
Indeni er der gulerodskage med cream cheese og hakkede hasselnødder. Jeg tog selv i genbrugsland og købte et stykke kage og en kop kaffe, og det smagte rigtig godt ;O)


Halloweenkage til arbejdet...

Efter 2 måneder ved kommunen, måtte jeg ryste op med en kage, og jeg var kommet til at love dem en Halloween-kage ;O)
Så det blev et creepy sarkofag med bugz und alles...




Indeni er der en svampet gulerodskage med cream cheese og hakkede hasselnødder, Uhm...
Én af mine kolleger brokkede sig og sagde: "hvorfor skal de altid putte alle de nødder i?!" -Hun troede, det var en jeg havde købt ;O)

Enkel bryllupskage i Lambeth-stil.

Kagen består af mørke bunde og 2 lag skovbærmousse med hakket mørk chokolade.
Den er smurt op med palminsmørcreme og pyntet med fondant og RI.


Fødselsdagskage med gerbera til svigermor.

Kagen består af mørke bunde, abrikosmousse og chokoladecreme med almond og sea salt (den fra Marabou). Pynt er MMF.
Den smagte rigtig godt ;O)


Enkel kage med blomstergren.

Kagen er til min mor i anledningen af hendes 50 års fødselsdag.
Jeg fik bare lyst til at prøve noget helt andet... og det blev altså til denne kage:



Kagen består af chokoladebunde, 2 lag jordbærmousse med asti og 1 lag limemousse. Den er smurt op med nutellasmørcreme og pyntet med MMF, RI og grenen er blomstertråd penslet med mørk chokolade. Den er sat ned i kagen med et sugerør.

Hello Kitty Kage.

Jeg har en kage-veninde, der laver de vildeste Hello Kitty kager, og denne her er stærkt inspireret af nogle af hendes kager.
Kagen består af chokoladebunde, hindbærmousse og tobleronecreme. Den er smurt op med nutellasmørcreme og pyntet med MMF.



Nuser og Woodstock.

Kagen er en gave til Zanitha, som altså bliver 30 år, hvad enten hun vil det eller ej...
-Og hun elsker Nuser og chokolade, så det skulle med i kagen.





Indhold: Chokoladekage, jordbær/hindbærmousse m. hakket mørk chokolade og rutebilscreme med hakket mørk chokolade. Kagen er smurt op med chokoladeganache og pyntet med MMF og RI.

Bryllupskage med Calla-liljer.

Her er kage til 70 personer, og den øverste etage skal traditionen tro gemmes.
Det er til dato den største kage jeg har lavet og den var virkelig tung!

Callaerne er lavet af MMF og dustet med lidt lys grøn perlemor.
Det samme gælder de små blomster, som også har fået en sukkerperle i midten.


Kagen består af mørke chokoladebunde og fyldet er limemousse og jordbærmousse - begge med grofthakket mørk chokolade. Kagen er smurt op med IMBC og er betrukket med fondant.




‎1 års kagen ;O)

D. 10/8 2010 var det 1 år siden, jeg lavede min første kage, og det skulle selvfølgelig fejres med... KAGE!
Af en eller anden grund var jeg bare blank for idéer til temaet for denne kage, så det blev til en Lambeth kage.
Det er godt nok længe siden jeg sidst har tyllet sådan, så undskyld lærerinde, hvis det er helt forkert ;O)


Selve kagen består af chokoladebunde med skovbærkompot og hælde - chokoladeganache. Den er overtrukket med fondant og pyntet med RI.



Min egen fødselsdagskage.

Hvis glasuren ikke er helt snorlige, er det evt. fordi jeg pyntede den efter et par flasker asti ;O)
Jeg havde haft store forventninger, men tiden var imod mig, så det her blev altså kagen til min fødselsdag.



Kagen bestod af chokoladebunde, limemousse og tobleronecreme. Den er overtrukket med fondant og pyntet med sukkerperler og RI.

Enkel hjertekage med calla-liljer.

Jeg lavede denne kage til et kagemøde, og pynten er resultatet fra dagens møde.
Indeni er der bunde af chokoladekage, fyld af jordbær/hindbærmousse med groft hakket hvid chokolade med jordbær.


Mariehønen Evigglad ;O)

Ja, en klassisk kage kan man vel godt lave igen og igen...
Kagen består af gulerodskage med cream cheese frosting. Pynt er MMF og RI.


Nyrekage og sommerkage.

Astrid har været i praktik i nyremedicinsk afd. på Skejby, og ville gerne give en kage til deres afslutning. Det skulle selvfølgelig være en nyre. Så jeg hjalp hende og bagte en gulerodskage og pyntede den med MMF og RI.


Vi fik gæster til kaffe, og de skulle jo heller ikke snydes for en kage...
Det er chokoladekage med skovbærmousse og pynt er hvide chokoladestjerne, og blomster og blade af MMF.


tirsdag den 7. december 2010

MT Højgaard Skurvogn.

Min veninde havde sidste arbejdsdag ved MT Højgaard, og ville derfor have en kage med. Da de går meget op i kage der, spurgte hun om jeg ville hjælpe. Kagen blev godt modtaget ;O)
Den består af chokoladekage og jordbærmousse med asti og hakket mørk toblerone.
Pynt er MMF og RI og logoet er malet i frihånd.



Topsy Turvy - Sølund festival.

Temaet for denne kage var musik, is og fadøl... og så lidt sjov og ballade. Derfor var det oplagt at lave en topsy turvy kage.
Kagen er klassisk med chokoladebunde, hindbærmousse og tobleronecreme. Pynt er MMF og RI.