lørdag den 21. august 2010

Hvad skal man lave når man keder sig?

-Ja, jeg var dum nok til at poste ovenstående som statuslinie på min facebook-profil, og kommentarene kom hurtigt retur med et ord: Kage!
Så jeg lavede en god gammeldags rutebilslagkage og pyntede den lidt funky...
Jeg havde lige hentet et udstikkersæt i IKEA, så det skulle afprøves. Rester af MMF blev æltet sammen til en marmorering, og efter 2 timer var der en færdig kage ;O)

Svigermors fødselsdagskage.

Efter et par kager bliver man modig, og så skal der eksperimenteres...
Her vovede jeg mig ud i mudcake - både chocolate og white - og ja, man skal jo lære af sine fejl ;O)
Jeg kan rigtig godt lide chokolade, men 2 mørke og 1 lys bunde af mudcake var altså lige i overkanten. Fyldet var limemousse og hvid tobleronecreme og det var bare lækkert!
Pynten skulle der også leges med, og det betød hjemmetyllet blomster og en kat lavet af MMF.



Svigermor ville i øvrigt gemme katten, men dagen efter manglede den et par ører og halen, og deres kat, som topfiguren er inspireret af, sad i et hjørne og slikkede sig om munden...

Snurre Snup i et bjerg af gulerødder...

Jeg arrangerede et kagemøde for et par andre kagenørder og så mig selv selvfølgelig... Det var dagen efter den 2. navngivningsfest for min datter, så jeg havde taget lidt kage fra til kagemødet.
Det var superhyggeligt at kage-nørde, også selvom vi kun var 3. Der blev snakket om kager og babyer, alt i mens vi fik lavet lidt pynt. Jeg modellerede gulerødder og Snurre Snup til denne kage:



Idéen var at der skulle ha' været lidt flere gulerødder, så det havde lignet et bjerg af gulerødder... But you get the picture!

Mias navngivning skulle fejres med Baby Snurre Snup.

Mias 2. navngivningsfest skulle egentlig være en skovtur, så kagen skulle være uden flødefyld... Det endte dog med at blive herhjemme, da vejret var imod os, hrmpf!
Det blev til en superlækker gulerodskage med cream cheese frosting, og gulerødder blev derfor temaet for kagen.
Jeg fandt et perfekt billede på nettet af baby Snurre Snup og printede det ud. Det lagde jeg over min udrullede fondant og så markerede jeg med et lille cutting wheel, løftede papiret og så kunne jeg se hvor jeg skulle skære. Sådan gjorde jeg på hver enkelt farve og satte så delene sammen og lod dem tørre.
Jeg malede omridset i sort med en... tandstik, da jeg endnu ikke havde fået anskaffet mig en pensel.
Da kagen var lagt sammen (gulerodskage - cream cheese frosting - gulerodskage), smurt op med cream cheese og overtrukket med MMF, lagde jeg bare Snurre Snup på og så på med navn og dato og voilá!


fredag den 20. august 2010

Øvelse gør mester!

-Og nu havde jeg jo fået blod på tanden...
Virkeligheden var at jeg lavede 2 kager på en gang, da jeg lavede min 1. kage, og så frøs jeg denne her ned indtil den skulle bruges.
Anledningen... Tja, jeg fik veninder på besøg 2 dage i træk, og jeg skulle jo øve inden jeg skulle lave prinsessens kage.
Så her er min 2. kage og niveauet blev lige hævet lidt med en kage i hjerteform.



Nem chokoladekage med blåbærmousse og tobleronecreme. Den er smurt op med nutellasmørcreme og er pyntet med MMF og RI.

Min 1. kage ;O)

D. 10. august 2009 lavede jeg min første kage.
Jeg havde besluttet mig for, at min datter skulle have en fin kage til sin navngivning, og jeg fik én til at lave en kage for mig. Hende fandt jeg på kageklub på min-mave.dk, og da jeg først begyndte at kigge rundt i kageklubben, kunne jeg ikke holde op igen...
Heldigvis for mig skulle vi holde 2 navngivningsfester for datteren - en for familien og en for vennerne. Så efter 14 dages intensiv læsning, besluttede jeg for at prøve selv, og så skulle der jo et par øvekager til ;O)
Den første blev kastet på bordet en aften svigermekanikken kom til kaffe, og jeg var pavestolt! Jeg tror måske der var lidt hormoner tilbage fra graviditeten, for der sad en lille tåre i øjenkrogen, da jeg satte den på bordet.
Jeg var fanget i kageverdenen!



Kagen bestod af: Nem chokoladekage, blåbærmousse og tobleronecreme. Den er smurt op med nutellasmørcreme.