onsdag den 29. december 2010

De Gode Teboller!

Så kom vi på den anden side af julen, og vi er nu indtrådt i gråzonen mellem juledagene og nytåret... Det er sådan en mærkelig tid, og især i år med denne arbejdsgiver-jul vi har haft.
Hver dag bliver jeg overrasket over at butikkerne jo har åbent helt til 17.30, 20 og 21 som på hverdagene.

Min mand har fået en voksende interesse for at koge fond, og indtil videre er det gået ud over juleanden og en stakkels forsvarsløs kylling! -Men nu er det jo ikke hans blog, og desuden falder fond ikke ind i kage-kategorien... Jeg nyder dog hans glæde for at stå i køkkenet, og igen i aften, er det ham der laver mad, Uhm!

Vi fik besøg til eftermiddagskaffe i dag, og da gæsterne insisterede på at tage kage med, måtte jeg jo bage boller.
Ja, jeg ved godt boller heller ikke er kage, men mange gange er det dejligt med en god lun bolle inden et godt stykke kage. -Og hvem kan sige nej til nybagte boller og varm cacao på en kold vinterdag?

Denne opskrift har jeg fundet efter mange afprøvede opskrifter, og opskriften her er de aller bedste boller, hvis du spørger mig!

De Gode Teboller (16 stk.)

50 g gær
2½ dl lunken mælk
½ kg hvedemel
75 g smeltet eller flydende margarine
5 g salt (1 tsk. m. top)
50 g sukker (2 spsk. m. top)
2 tsk. kardemomme (strøget)
1 æg (og evt. 1 til pensling)

- Gæren opløses i lunken (håndvarm) mælk.
- De øvrige ingredienser tilsættes og der æltes til en ensartet dej som tildækkes, stilles lunt og hæver til dobbelt størrelse. Ca. i 45-60 min.
- Derefter trilles dejen i 2 pølser, der deles i 8 stykker hver. De formes til boller og sættes på en bageplade med bagepapir. De skal igen hæve til dobbelt størrelse. Denne gang ca. 30 min.
- Bollerne pensles med æg eller mælk og bages ved 200* i en forvarmet ovn i ca. 12 min.


Serveres sammen med en god kop kaffe, te eller cacao. De er super-gode inden en lagkage.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar