lørdag den 29. januar 2011

Sygeplejerske-kage ;O)

Så er der ny kage at skrive om, og jeg undskylder virkelig for den lange ventetid!
Jeg er begyndt på skole, og jeg kan mærke jeg har haft brug for lidt tid til at omstille mig, og derudover er januar en ret kedelig kage-måned... Folk skal pludselig tabe sig, og vil helst ikke have kage.
Men sidst på måneden er nytårsfortsætterne glemt, og så fik jeg lov til at lege med kager igen, weee!


Så her er en kage til en nyuddannet sygeplejerske som også fylder 25 år ;O)
Indeni er der 2 bunde af chokoladekage, 1 sukkerbrødsbund, brombærmousse og maraboucreme. Det er alt sammen smurt op med nutellasmørcreme og betrukket og pyntet med hjemmelavet MMF.








Så fik jeg vist det hele med.


Uden at røbe for meget, kan jeg tilføje, at der snart kommer et nyt indlæg, så husk at kig forbi igen inden længe.

søndag den 2. januar 2011

Nytårskager 2010/2011!

Godt nytår til jer allesammen!

Min svigermor ville gerne have en kage til nytårsaften, og det skulle bare være noget lignende den jeg lavede sidste år.
Da jeg alligevel havde gang i Madam blå, min Kitchen Aid også kendt som mit andet barn, kunne jeg jo lige så godt lave en til os selv også, og her er de:





Indholdet er fælles for dem begge, og der er i hver kage: 1 makronbund og 2 chokoladebunde. Fyldet er en jordbær/hindbærmousse med champagne og så er der hakket mørk toblerone i.
Begge kager er smurt op med palminsmørcreme og pyntet med fondant og RI.

Makronbund - 1 stk. ca 24 cm Ø:

100 g blendede hasselnødder
150 g sukker
3 pasteuriserede æggehvider

Sukker og æggehvider piskes sammen til marengs og hasselnødde-melet vendes forsigtigt i bagefter.
Læg bagepapir i en springform og smør siderne.
Fordel massen i springformen og bag bunden ved 165 grader i ca. 45 min.

God fornøjelse!