onsdag den 29. december 2010

De Gode Teboller!

Så kom vi på den anden side af julen, og vi er nu indtrådt i gråzonen mellem juledagene og nytåret... Det er sådan en mærkelig tid, og især i år med denne arbejdsgiver-jul vi har haft.
Hver dag bliver jeg overrasket over at butikkerne jo har åbent helt til 17.30, 20 og 21 som på hverdagene.

Min mand har fået en voksende interesse for at koge fond, og indtil videre er det gået ud over juleanden og en stakkels forsvarsløs kylling! -Men nu er det jo ikke hans blog, og desuden falder fond ikke ind i kage-kategorien... Jeg nyder dog hans glæde for at stå i køkkenet, og igen i aften, er det ham der laver mad, Uhm!

Vi fik besøg til eftermiddagskaffe i dag, og da gæsterne insisterede på at tage kage med, måtte jeg jo bage boller.
Ja, jeg ved godt boller heller ikke er kage, men mange gange er det dejligt med en god lun bolle inden et godt stykke kage. -Og hvem kan sige nej til nybagte boller og varm cacao på en kold vinterdag?

Denne opskrift har jeg fundet efter mange afprøvede opskrifter, og opskriften her er de aller bedste boller, hvis du spørger mig!

De Gode Teboller (16 stk.)

50 g gær
2½ dl lunken mælk
½ kg hvedemel
75 g smeltet eller flydende margarine
5 g salt (1 tsk. m. top)
50 g sukker (2 spsk. m. top)
2 tsk. kardemomme (strøget)
1 æg (og evt. 1 til pensling)

- Gæren opløses i lunken (håndvarm) mælk.
- De øvrige ingredienser tilsættes og der æltes til en ensartet dej som tildækkes, stilles lunt og hæver til dobbelt størrelse. Ca. i 45-60 min.
- Derefter trilles dejen i 2 pølser, der deles i 8 stykker hver. De formes til boller og sættes på en bageplade med bagepapir. De skal igen hæve til dobbelt størrelse. Denne gang ca. 30 min.
- Bollerne pensles med æg eller mælk og bages ved 200* i en forvarmet ovn i ca. 12 min.


Serveres sammen med en god kop kaffe, te eller cacao. De er super-gode inden en lagkage.

søndag den 19. december 2010

4. søndag i advent...

Endelig er min blog helt up-to-date, og nu bliver den offentliggjort!

Jeg vil fremover løbende opdatere den. -Mest med kager og opskrifter, og muligvis lidt gak og løjer, hvis jeg falder over noget.
Skulle det ske at du får dig "tygget" gennem alle indlæggene, vil du sikkert fornemme, at jeg har en del foretrukne opskrifter, og jeg lover, at jeg nok skal lægge opskrifterne herind med tiden eller efter opfordring ;O)
Indtil videre gemmer jeg dem til en gråvejrsdag, hvor der alligevel ikke er andet lægge ind.

Jeg håber i synes om min blog, og så vil jeg bare ønske jer alle en rigtig god læselyst!

Honningkagehus.

3. søndag i advent tog jeg hjem til en kollega, sammen med en kollega mere, og så var vi 3... -Og så skulle der laves honningkagehuse. Det blev til 5 i alt, og den slags tager altså tid. Længere tid end planlagt, så mit hus blev noget spartansk pyntet, men her er det sammen med lidt billeder bagom produktionen:


Jeg ved ikke hvorfor, men jeg blev altså hurtigt udnævnt til udruller og udstikker...

Sådan ser noget af 5 huse ud - in the makings...

Og så til det halvfærdige resultat

med rensdyr og kane

Og vinduer af bolcher, uhm!

Til næste år, bygger jeg et honningkageslot!!!

Julekage til arbejdet... nå ja, og så er den også lige sæsonens kage på DinKage.dk ;O)

Jeg fik lov til at lave sæsonens kage til DinKage.dk, og her er resultatet:



For mere info om indhold, kan I jo tage et kig her!

Charlotte, som har Din Kage, foreslog jeg bare kunne lave en dummy, hvortil jeg straks svarede: "Så bliver mine kolleger meget kede af det."

Så jeg slog altså 2 fluer med et smæk med julekagen her ;O)

torsdag den 9. december 2010

Cars-kage med Lynet og Bumle.

Til en vaskeægte Cars-fan skal der en rigtig Cars-kage til!
Her er Benjamins kage med Lynet og Bumle og den indeholder chokoladekage med 1 lag ultimate chocolate frosting og hvide chokoladestjerner.
Pynt er fondant og RI.





Vinterlig kage til familiedag ;O)

Vi skulle have familiedag i min mands familie, og så var der jo igen en anledning til kage.
Den bestod af lyse bunde, boysenbærmousse og mørk tobleronecreme. Den var smurt op med palminsmørcreme og pyntet med fondant.

onsdag den 8. december 2010

Kage til velgørenhed.

Der skulle være event i Genbrugsland og overskudet gik ubeskåret til Danmission.
Jeg blev spurgt, om jeg ville donere en kage, og selvfølgelig ville jeg det.
Indeni er der gulerodskage med cream cheese og hakkede hasselnødder. Jeg tog selv i genbrugsland og købte et stykke kage og en kop kaffe, og det smagte rigtig godt ;O)