torsdag den 10. januar 2013

Endnu en fra gemmerne...

Vi er nået til d. 22. september, og det er min mors fødselsdag.
Min mor spurgte om jeg ville lave en lagkage til hende, og det behøvede ikke være noget vildt...

Jeg lagde bånd på mig selv og bagte nogle lyse bunde, og lagde dem sammen med en jordbær-makroncreme og en Othello-creme med hakket mørk chokolade. Det hele er dækket til med et låg af ½ marcipan og ½ fondant., og så er det pyntet med lilla hortensia.


Jeg kan kun tilføje, at den smagte rigtig rigtig godt! ;O)

onsdag den 2. januar 2013

Jul og Nytår - Et overstået kapitel!

4. søndag i advent bød på julecupcakes ;O)



Jeg havde bagt gingerbread cupcakes og pyntet dem med små juletræer, små gingerbread mænd og Peter Plys julemotiver. Min datter på 3 år hjalp med at drysse ;O)

Vi var alene i år til nytår, så det blev ikke til nogen nytårskage eller kransekage, desværre.

Jeg vil gerne benytte indlægget her, til at ønske alle mine læsere et godt nytår. Jeg håber at jeg i 2013 kan lave lidt mere kage til jer.

I dag er jeg begyndt på arbejde igen efter næsten 1 år på barsel. Jeg har valgt IKKE at åbne op for bestillinger igen, da jeg vil fokusere på familien og helbredet istedet.
Jeg vil dog stadig lave kager i min fritid, og jeg skal nok lægge billeder ind på bloggen.

Tak fordi du læser min blog.

fredag den 21. december 2012

Her i december skulle bedsteforældrene forkæles lidt, så i år har jeg, sammen med min ældste datter på 3 år, lavet adventsgaver til dem.

1. søndag i advent fik de disse hjemmemalede julekugler:


2. søndag i advent lavede vi sukkersøde julekys i form af snemænd, julehjerter og juletræer:


3. søndag i advent bagte jeg marcipansmåkager, som Mia pyntede med fine røde næser og vupti - Så var der Rudolf-småkager:



4. søndag i advent... er først på søndag, så I må vente lidt endnu ;O)





søndag den 16. december 2012

Stilren og enkel bryllupskage

I slutningen af august, blev min veninde Pernille gift med hendes Mikkel. De var helt enige om smag og udseendenet på kagen, og de havde købt design letters til toppen af kagen.

Kagen indeholder lyse bunde og mangomousse og marabou chokoladecreme. Den er smurt op med Italian meringue buttercream med hvid chokolade, og det er også det der er tyllet på som roser på hele kagen.
Den smagte virkelig godt!



onsdag den 31. oktober 2012

Skræmmende cupcakes der smager uhyggeligt godt!

Her op til Halloween har jeg været igang i køkkenet. Jeg slog to fluer med ét smæk og lavede cupcakes på forespørgsel fra Horsens Folkeblad, og jeg tog de selv samme cupcakes med som værtindegave til kaffe hos en god veninde.

Til disse cupcakes har jeg brugt hokkaido græskar, men man kan også bruge indmaden fra de græskar man udhuler til Halloween.
Udstikkerne har jeg købt på www.dinkage.dk og muffinsformene fandt jeg i Bilka.

Her får I lidt billeder af mine græskar cupcakes og opskriften finder I her ;O)




Lad mig gerne vide hvad I synes om dem. Happy Halloween! : -O

søndag den 28. oktober 2012

Bryllupskage til chokoladeelskere.

Nogle gange sker det at man laver en kage, som man selv er rigtig glad for, og nogle gange er kage-elskere, der ser mine billeder, enige ;O)
Det var tilfældet da Camilla så min bryllupskage med blonder i glasur og bonderoser, og hendes skulle være i samme stil.

Jeg valgte dog at bryde de klassiske linjer denne gang, med forskel i højden på etagerne.




Selve kagen er chocolate mudcake med en god chokolade-smørcreme brugt mellem lagene og som opsmørring. 

Bliv endelig hængende, for næste kage er også en bryllupskage ;O)

tirsdag den 2. oktober 2012

Kage til Orlogskaptajn og have-elsker!

Jeg har holdt blog-pause pga. sygdom, og nu skulle jeg være klar til at blogge jævnligt igen, og det skal skydes igang med manér ;O)

Min kammerats far er orlogskaptajn og hans mor elsker bare at gå i haven, hvilket skulle fremgå af kagens design. Kasketten var det primære fokus, og Kim smuglede den ud af forældrenes hjem, for at jeg kunne fordybe mig i alle detaljerne på den.
Kims forældre skulle holde fødselsdagsfest sammen og han kom kun med kasketten... "Hvad så med din mor?" Spurgte jeg, for hun skulle da også være en del af kagen.
Her er resultatet:





Indeni kagen er der mørke bunde med jordbær/astimousse og hvid chokolade creme med frysetørret jordbær i.